MAGISKE CIRKLER

Der er noget meget magisk over en cirkel. Det har mennesker været helt bevidste om i århundreder. Til tider har det været alle grundformers moder og i andre perioder rent ”no-go” overhovedet at beskæftige sig med den som en mulighed. Specielt op igennem 1970 og 80érne, hvor det indenfor arkitektkredse skulle være formen der fulgte funktionen og ikke omvendt. Derved var det selve bygningens anvendelse, der dikterede hvorledes formen skulle se ud, og geometriske former som et overordnet hovedgreb, kunne man godt glemme alt om.
 
Cirkelbroen ved Sculpture by The Sea i Århus bugt 2013, blev en midlertidig installation til store protester fra et begejstret publikum.
Det har ændret sig markant. I dag er der snart ikke den bro, det friluftsbad, den bygning, det kunstværk eller det staudebed der ikke på en eller anden måde forholder sig til cirklen som grundtanke. Intentionen må være at indskrive funktionerne i en given form og uden at denne behøver at være dikterende for måden den anvendes på så nytteværdien bliver besværlig.
Cirklen, cylinderen og kuglen hører da også ind under idealformerne, ligesom kvadratet kuben, pyramiden, trekanten, keglen polygonen etc. - Idealform fordi den kan beregnes og indgår som et grundelement i geometrien og er helt ren i fladen uden afbrud. Idealform fordi man indenfor skulpturen anvender den som en let læsbar form, der samtidig er åben for tolkningsmulighed.
 
Det gør cirklen til en let anvendelig og meget stærk form, der kan ”samle” alle de andre omkringliggende former. En cirkel nedfældet som plæne i en have - hvor alle tilstødende objekter som huset, skure, nabobygninger, plantebede, træer og busketter etc., stritter i meget vilkårlige retninger, - kan give haverummet den nødvendige ro og styrke der skal til, for at opnå en god balance imellem det kontrollerede og det frie.
Og så er den let at læse fordi det er en passiv flade der er retningsløs. Blikket ledes blødt rundt og ind mod centrum og man kan opleve hele fladen uden at flytte øjnene i ryk. Opholder man sig sammen med andre indenfor en cirkelform, er der ingen hierarkisk opdeling. Alle er lige. På et kvadrat og en rektangel derimod, flyttes blikket fra hjørne til hjørne, på grund af de rette vinkler. På en trekant er der endnu mere fart på synsfeltet. De betragtes da også som dynamiske former og de har alle, aktive retninger i fladerne.
Badebro i Fredericia


Kunsteren Carl André´ todimensionelle installationer med cirkel som tema
 Alternativ flisebelægning
 Havekunstneren C. Th. Sørensen var ikke bange for at give sine brugere en form. Hans barnlige leg med grundformer blev hverken en hæmsko eller hindring for om folk kunne få gavn af hans anlæg eller ej. Man fik i tilgift en sanselig oplevelse, hvilket også var hans ønske.
 En plantegning med cirkel som grundfigur i en kolonihave
 Bed i belægning
 Cirklesn kurver anvendt i sti, bed og terrassens form
 
 Den runde grønne flade giver rum og plads for træets stamme og krone
 Det cirkulære bassin som et fokuspunkt
Cirkelrunde græsbede som flydende øer på en plæne
 
Trylletromlerne i Kongens Have af Fabric Achitecture bygger på cirkler i forskellige størrelser, der flettes ind i bløde kurver.

 Illustration over den nye HC.Andersen have i Odense bygger på cirkeltem både i bygninger og i haverum.
 Vores verdensberømte danske gartner og landskabsarkitekt Jens Jensen drog til Amerika og påvirkede hele nationen med sit natursyn. The Clearing var et af hans specialer; en lysning i vildnisset med en cirkelform, stablet af sten, hvor man kunne sidde og tale sammen. Tingsted måske?
 Porcinai gjorde cirklen til sit varemærke
 En ny Københavnsk etageejendom, sikkert med inspiration fra en stabel pandekager!
 Et kendt kollegium i København
 Fliseformen må indordne sig.
 Den krumme sti langs indersiden af cirklen lokker vandreren på vej videre.
Is på vandspejlet er punktum i haven.

SKÆVE VINKLER

 Indenfor de seneste årtier har mange privatboliger "fået kærligheden at føle" fra mange af de mere spektakulære og prestigeprægede byggerier, der er opført i storbyerne kloden rundt. Klart nok, at bygningsarkitekterne også vil prøve kræfter med mindre private familiehuse og det nye materiale- og formsprog siver naturligt nok med ind i disse byggerier.

Bygningen her, er formet af ,stort set, rene glasvægge og et skrabet ståltag. Et hus hvor væggene er sprængte og hvor landskabet omkring bliver ét stort, sammenhængende billede på væggen og utrolig nærværende, uanset hvor man opholder sig inde i huset. Husformen består således af sammenføjede glasvægge omkring en nedgravet rektangulær gårdhave med lysindfald til samtlige værelser. En næsten umulig smal grund, hvor arkitekten har fået det maksimale ud af stedet ved bl.a. at lade den integrerede garage spidse til i en skæv vinkel ud mod vejen. Her skal man holde tungen lige i munden, når der skal foreslås omlægning af udearealerne og indplantes nye vækster.
Glasbroen med det skrå snit, fører hen over den nedgravede gårdhave og gangbroen er så bred at der er også plads til et par stole og et lille bord.
 og nede i denne er der brug for nytænkning
 Et andet hus i et helt andet nabolag, byder på en stor aflang skalform, hvor vægge og tag glider over i hinanden kun adskilt af tre vandrette linjer; på tagryggen, og der hvor tagskægget, traditionelt adskiller husmur og tag. Enderne er skåret skrå så husformen rager ud over beboelsesdelen og skaber på samme tid et indgangsparti og en overdækket terrasse.
 Det er både udfordrende og interessant med den slags opgaver, hvor det plantemateriale jeg skal pege på, virkelig skal udvælges nøje, og placeres i samme ånd som husene er tænkte og i de omgivelser de skal spille sammen med.
Her er grunden de seneste måneder, på det nærmeste blevet omringet af rækkehusbyggerier i to etager, så der nu er frit udsyn ned i haven.
Det skal der selvfølgelig laves om på.
Måske med 36 stk. opstammede prydtræer?
Jeg husker en legendarisk dansk havekvinde der - når hun stod overfor fejl og mangler, eller blot udsigt til mindre flatterende motiver - gentog bemærkningen: `Det må vi plante os ud af´. Og med det mente hun planter af alle mulige slags.
Den metode kan man ikke bruge i helt så rendyrket form, her på stedet.

HAVER I SKANDINAVIEN

En have er et rigtigt menneskeskabt værk, der ligger som en forlængelse af den bygning og det sted den udspringer fra, og med de planter, den jord, det vand og de sten som værket er betinget af.
Den præmis falder fint i hak i to ganske, fine svensksproget bøger om haver i Skandinavien, den ene ”Vandringar i Skandinaviska Trädgårdar” af fotografen Karl-Dietrich Bühler fra år 2000 og en nyere havebogsudgivelse fra 2014 ”Arkitektens Trädård” af fotograf Patric Johansson og skribent Kenneth Kauppi. Begge bøger koncentrerer sig om forskellige haver, der beskrives i tekst og fotos og med gode plantegninger til hvert enkelt værk. Rent indholdsmæssigt, ret så solide udgivelser og som giver læseren en god fornemmelse for skandinavisk havekultur, og at der er forskel i de vilkår der findes i regionen, fra fladt og frodigt agerland til nordiske fjelde med sparsom vegetation.  Endelig er det tydeligt, at der er tale om bestemte personligheder med bestemte intentioner, der ud fra de givne vilkår, har skabt forskelligartede haver.
 




Endnu en bog om skandinaviske haver, ser dagens lys i begyndelsen af april 2017; `New Nordic Gardens´ - Scandinavian Landscape Design på forlaget Thames & Hudson
Bogens forside med den yderst vitale og frodige vegetationssceneri varsler ikke om bogens indhold på det havemæssige designniveau og de steder vi besøger. Lokaliteterne som forfatteren beskæftiger sig med, ligger primært ved minimalistiske moderne husbyggerier i storslåede landskaber, befæstet med lækre belægningsflader. Udgivelsen har mange flotte fotos som er mange forskellige skandinaviske tegnestuer og privatpersoners optagelser, udlånt til fri afbenyttelse af bogens forfatter, havedesigner Annika Zettermann.
 
Når man bladrer bogen igennem virker det lidt vilkårligt hvor billederne er sat, og man opdager hurtigt at beplantningsmotiver og bygningsmotiver ikke er integrerede dele af hinanden. Der er både sakset og komponeret helt frit med billedmaterialet.
 Det har uden tvivl været et meget stort arbejde at lave denne bog. Ikke mindst adskiller bogen sig fra mange andre havebøger ved den megen tekst. Men størsteparten af den, har ikke en logisk relation til billedsiden, hvilket er en stor svaghed. Flere steder skrives der om haver og landskaber i overordnede termer, hvilket ville være fint for læseren at få sat billeder på. Men de mangler.
I stedet fornemmer man at billedmaterialet er hentet ind som en selvstændig disciplin for sig, og teksten skrevet som en anden. Og man stiller ofte spørgsmålet om de to er udformet uafhængigt af hinanden? Syletynde, grå bogstaver uden fødder er smukke i lay-outet og sikkert valgt for at understrege en vis nordisk kølighed, - men alle ved, at den slags bogstaver kræver ekstra opmærksomhed at læse. (du kan bare se hvad jeg har skrevet denne tekst med :-))
Et par store afsnit med vitale og frodige beplantningsscenerier og fra helt andre lokaliteter end ved de afbillede modernistiske byggerier gør, at de to verdener fra hver sin ende af stilskalaen ikke vil forenes og som også endnu mangler at finde sammen i virkelighedens nye skandinaviske havedesign. Det er sikkert derfor de er behandlet i adskilte afsnit. I stedet kunne man have vedkendt menneskenes og landskabernes haver i samhørighed med menneskenes huse, hvorved man ville have kunnet sortere og lave en bog der viser hvor mangeartet nordisk havestil i virkeligheden er. Men så skulle man have arbejdet med den præmis, at der også er ældre husbyggerier i Norden med nyere haver og i så fald accepteret; at den nye nordiske neomodernistiske coolness også har et mere frodigt modsvar, og at nordiske haver udvikler sig hele tiden. Selv ved gamle huse.
 
Marianne Folling er den danske plantepersonlighed der suverænt har leveret det største antal fotos til bogen. Og dem der kender hende, ved at de ligger helt i top, - både hvad angår billedkvalitet og plantesammensætningerne. Men måske er det fordi man ved, at hendes beplantninger i egen have, ikke ligger i forlængelse af modernistiske og minimalistisk privatboliger, at de derfor kommer til at virke som et postulat i denne sammenhæng?
Det er velkendt, at de havearkitekter der udformer minimalistiske haver og som her har stillet deres motiver til rådighed, anvender et meget sparsomt plantemateriale? Og de som gerne arbejder med de mere komplicerede beplantningssammensætninger, er måske ikke særlig interesserede i asketiske monokulturer eller funkisindretninger - og flere af os lever og bor da også  i ældre byggerier? – Nogen skal jo bo der!
Rådet kunne være at udgive en havebog, der vedkender sig nutidens moderne nordiske stil, og hvor tidssvarende bygningsarkitektur med international karakter og de haver og landskaber der omgiver dem, bliver præsenteret som samlede værker. Men det ville sikkert have afstedkommet en bog med langt mindre frodige beplantninger og et noget mere, både minimalistisk og monokromt udtryk, end det man har ønsket fra forfatterens side.
Bogen er inddelt i nedenstående afsnit (her oversat til dansk), og umiddelbart lægger de op til at der kan fortælles temmelig åbent, vidt og bredt om Skandinavian Landscape Design. Men der er altså også en fare for, at indholdet kan gå hen og blive en temmelig luftig affære.

Enkelthed, Stilhed, Skrøbelighed, Bleghed, Nøgenhed, Afstemthed , Blødhed, Åbenhed, Omsorgsfuldhed
 

STENGÆRDET

 Stengærdet er en gammel form for afgrænsning mellem have og agerbruget, ofte anvendt ved storgårde, herregårde og som afgrænsning omkring kirkegårdene. Karakteristisk for stengærdet er den dobbeltsidige fritstående væg af kampesten, fyldt med jord eller sten, hvorimod stendiget er ensidigt og en konstruktion af kampesten der holder fast på et terrænspring eller en jordvold.
 Her var opgaven at definere og placere et lavt stengærde som afgrænsning mod markerne.

To åbninger i stengærdet skulle give mulighed for at fortsætte to stier, ned mod et sumpområde længere ude i landskabet, bag markerne.
 Overkanten af stengærdet blev vandret for at korrespondere med havens flade terræn og bygningerne det skulle relatere til.
 Og fra at være en stenlinje med majs som baggrund
 blev det en fast og ret så markant linje, der kunne forankre de løse flader af fritvoksende enggræsblandinger med klippede stier imellem
Stengærdet skal stå helt nøgent uden vegetation og sikre at egnens padder får et nyt levested. Samtidig er det blevet et arkitektonisk indslag i den flade ager. Tanken er den, at fladerne med engblomsterne med tiden kan få selskab af lunde med frugttræer og give stedet lidt mere havekarakter.