KVADRATFORMAT SOM TEMA

Man kommer langt med det enkle og simple. Ofte er det i vore unge dage, vi vælger en masse forskellige materialer og sætter sammen på udspekuleret vis. Vi samler mange forskellige plantesorter sammen i bedene, og bygger kunstfærdige stier der slynger og bugter sig rundt, fordi vi gerne vil have vores haveanlæg til at se så naturligt ud som muligt. Ja vi tilstræber måske ligefrem at opnå noget der minder om et minilandskab, og forsøger at mime naturen?
På stedet her er der gået radikalt modsat til værks, og i de to hækomkransede rum - hvoraf det ene med græs aldrig blev anvendt og lå hen som et sted man luftede plæneklipperen - er der anvendt et formsprog der hylder matematikken og det gamle dyrkningsbed
På min site kan du se hvorledes de to arealer er bundet sammen med sortbrændte klinker og planter i bede der begrænser sig til kvadratets format i både bedform og teglmønster. Her kan man sagtens skrue endnu mere på plantediversiteten, hvis man ønsker det, fordi formen er så stram og tydelig. men foreløbig er der primært valgt et plantemateriale der, i tekstur og bladvækst, holder sig til det lette og med de plantearter der er mindst forædlede og ligger nærmest de vilde.
 
første indlæg om stedet kan du læse her
 
og har du lyst til at se flere billeder fra stedet kan du finde dem her
 



HERREARBEJDE PÅ HERREGÅRDEN

Forleden modtog jeg en mail fra en kunde, der for et par år siden bad mig lave et oplæg til en have og som skrev:
" Her er lidt billeder af hvor langt vi er nået siden sidst. - Vi har lavet det hele selv. Så det er vi stolte af ,selvom at det tager lidt længere tid."
 
Det viste sig at være mere omfattende end først antaget.Det unge par var flyttet ind i nyrenoverede gemakker på et lille gods tæt på Nissum Fjord, og specielt den unge herre i huset var interesseret i stedets historie og at få skabt et haveanlæg, der kunne matche stedet og bygningerne.
 
Der var et godt stykke vej endnu da jeg besøgte stedet og som ovenstående fotos fra 2014 viser. Her er man ved at færdiggøre et større nedrivningsarbejde af ikke brugbare udbygninger. Hovedhuset stod nu alene tilbage med den smukke gårdfront imod de sidste rester af dødsdømte og en endnu ikke færdiggjort bygninger.
Store mængder stenmaterialer som munkesten, marksten, huggede sokkelsten etc. lå i store bunker og skulle sorteres. Noget kunne måske anvendes ved omlægningen af haven?
Herover ses såret fra den oprindelige smalle stald som et hvidt mærke i en bygning der heller ikke var bevaringsværdig, men som dog var en del af gårdspladsens rammer.
I dag er det store kornmagasin færdiggjort, den oprindelige grusvej langs hovedhuset genetableret, den grusbelagte gårdsplads rammet ind af græsflader,
der senere bliver forsynet med lave klippede hække med opstammede trærækker, der hvor soklerne på de gamle udbygninger stod en gang. Så får vi redefineret rumvirkningen i den gamle gårdsplads igen. Men plantningen må vente til efteråret.
Husets havefacade var der ikke meget at skrive hjem om. Ingen symetri, ingen særlige kendetegn, ingen udsmykning ingen markering af rumfordelingen, men der imod en aflang rød bugtende mur med opsprossede vindueshuller, der nærmest var kastet tilfældigt ind på hele husfacaden.
Haveskuret til venstre skulle selvfølgelig væk. og når tiden en dag kommer; et helt andet tag end eternittaget. Alligevel var det vigtigt at der blev tænkt et så rustikt og simpelt oplæg, og som kunne tilfredsstille ejernes trang til en større mængde blomster tæt på huset.
Regulære bede blev markeret mod haven med en bred gang langs muren. 
En stor terrasse ved den ydmyge og uprætentiøse havedør, tværgange, simple træespalier på væggene, og et mere rytmisk forløb af buksbomkugler langs sokkelen har sammen med de helt almindelige betonfliser og de ret så brede borter af pigsten gjort stedet lidt mere beboeligt og et område man gerne opholder sig i. Husmuren skal danne den faste væg, som præcis baggrund, og fremhæve beplantningernes individuelle naturlighed i de stringente bede. Der er et stykke vej endnu.
Pigstenene er af samme type som de gamle i gården, der blev lagt for mere end 250 år siden og borterne er så tilpas brede at der er plads til lidt selvsået fåresvingel, engelsk græs og timian mellem stenene.
 
De små taksplanter har forhåbentlig en lang fremtid foran sig?
- og der skal selvfølgelig lidt fantasi til at forestille sig, hvorledes de kan udvikle sig - hvis de får lov - og i hvilket miljø de vil modnes i. 
Haven er ikke færdiganlagt endnu. Men kommer tid kommer råd, - eller er det omvendt? men et er sikkert; det er altid en stor fornøjelse at høre fra tidligere kunder, der har haft energi og mod og som giver udtryk for at de er glade for de haver jeg har lagt streger til - vel vidende, at det er projekter, der ikke når den fulde opvækst i min tid. - Det er jeg såmænd også lidt stolt af.
 
første indlæg om stedet kan du læse her

SELVGROET ARKITEKTUR

En lodret stang giver højde, to giver højde og mellemrum, og flere sammen giver både højde, mellemrum og rytme og sætter omgivelserne i bevægelse. Er de placeret i flere gentagne grupper og med forskellige afstande, kan de med deres arkitektoniske virkning lette en kompakt masse. Her er der tale om spir på den franske kongelys Verbascum chaixii `Album´som blev udsået i et bed til brug i den hvide have for over ti år siden og den trives i den sandede muldjord vi kan tilbyde den.
Den peger op ad med sine slanke stænger og fastholder den vertikale retning, der giver en præcis og tydelig modvægt til alle de andre retninger og former - lette eller tunge - som de fleste staudebede består af. Det er blevet en yndling, og den får lov at så sig selv hvor den vil. Vi hjælper den også ind imellem til at finde nye steder og den er blevet symbolet på vores tilgang til have og alle vore staudebede de seneste par år. Vi er holdt op med at luge og har overladt alle græs- og staudebedene til sig selv. Vi magter det ikke mere, da der er så meget andet der skal gøres og har derfor besluttet at alle de mange kvadratmeter bede er et eksperiment: ”Hvor længe kan de overleve uden vores indblanding?” Det har holdt i godt to år, der har både indfundet sig brændenælder, mælkebøtter, burre, kvik og rajgræs, men rigtig mange af stauderne og græsserne lader til at gro videre. Vi høvler det hele ned i marts med en trimmer og en hæksaks på en stang og kører hen over med en gammel rotorplæneklipper efter at vi har samlet de største strå sammen til et bål i bunden af haven. Det er det hele.

Det betyder så også at vi ikke længere kan invitere folk indenfor i haven. De fleste havefolk tåler nemlig ikke synet af ukrudt, - ja nogle leder ligefrem efter det. Det kan lyde helligt og nærmest højrøvet, - det er det ikke - vi taler af erfaring og kan godt forstå det, og vil selvfølgelig ikke udsætte nogen for den slags ubehagelige oplevelser.


 Sammen med den stribede græs Miscanthus sinensis `Morning Light´ giver den franske kongelys nærmest lidt tyngde.

 I den gule have har den selv indfundet sig, helt uden hjælp.

Vi tror selvfølgelig ikke selv på at eksperimentet kan vare ved. En dag må alle bedene være ”sprunget så meget i skov” at det ikke mere er en have, men foreløbig går det tilfredsstillende.
 De andre med stænger, Veronicastrum virginicum, har en helt anden slags spir og en helt anden virkning. Det er da også, om noget nær det samme, en lidt anden historie om selvgroet arkitektur.





 

THE BLUE SEA OF SALVIAS

 Beplantningen her, af forskellige prydsalvie Salvia nemorosa og Sesleria autumnalis med bræmmer af prydløg har afløst nogle store stedsegrønne cypresser og thujaer med bånd af røde roser.
 De stedsegrønne planter indrammede den asfalterede sti. så man førhen gik igennem en tunnel, en ret fin oplevelse i grunden, men den var også ret så dyster.
 Hvis ikke man vidste, det skulle man ikke tro at det var vejen til en forlystelsespark for børnefamilier, men mere en processionsvej hen til en kirkegård.
 Man skal selvfølgelig ikke være fordømmende overfor stedsegrønt. Jeg har ofte hørt det omtalt som kirkegårdsplanter, hvilket jeg mener er både umodent og dumt.
 Men beplantningsturen ind i tivoliland var efterhånden kørt lidt træt, selvom der var levnet plads til en smal stribe af højrøde Poulsen-roser langs stenkanten mod vejen. En rigtig `firsermodel´, vil nogen sikkert påstå?
Som det forholder sig nu, er strækningen blevet åbnet op så man kan skimte arealerne til begge sider. De gamle træer er stammet op og har fået den arkitektoniske hovedrolle og bølgerne af salvie "stryger" det hvælvede terræn i flere lilla, violette og blå nuancer, alt efter om det er modlys, medlys, solskin eller overskyet himmel man oplever dem i.
 De lange bløde bedstrøg med salvier og prydgræs er tegnet op med streger på jorden, før der blev plantet. En opgave der kan løses i 1:1 på stedet, når bare man har sikret sig, at der er planter nok at tage af.


MUSEUMSHAVE

De fleste kender sikkert motivet af Det lille Rådhus i Ebeltoft. De færreste ved nok at der bagved gemmer sig et lille trekantet åbent rum, dannet af tre bygningers bagsidefacader? Denne plet er for tiden genstand for mit bly og viskelæder på papir, og med de skrappe krav og retningslinjer der er i et sådant gårdrum, er det rig lejlighed til at stimulere fantasien.
 Gårdrummet tilhører Museet Siamesisk Samling og anvendes af besøgende og nu og da af rådhusets bryllupsgæster, der samles til en skål og evt. fotografering. Der er også et selvstændigt vaskehus med toilet.

 Bygningerne ligger i forskellige niveauer og ikke to facader taler det samme sprog, lige på nær bindingsværket.
 Siamesisk samlings gårdfacade der næsten synker ned under jordniveau er det fornemste med taktfaste vindueshuller i facaden og som derfor sætter retningen for, hvorledes der skal formgives.
 Rådhustårnet knejser på tagryggen og er allestedsnærværende i haverummet.
 Og andre kunne måske få glæde af det, da der er indgang ad en gammel jernlåge fra gaden?

 Først lige begyndt....og der er lang vej endnu.