`EN MINDRE HERREGÅRD´

I går var jeg på herregårdsvisit på Udstrup ved min barndomsegn. Al den tid jeg kan huske har gården lidt en ret så omtumlet tilværelse, med despekt for de fredningsbestemmelser, den har været underlagt.
Det er der nu ved at komme skik på. Særligt i kraft af et ungt par i begyndelsen af 30´erne, der med energi og iver (og godkendelse fra kulturarvsstyrelsens "æstetikpoliti") nu har kunnet afslutte ejendommens indre renovering. Det sjove er, at den unge "herremand" også er interesseret i have, hvorfor det var særlig morsomt for mig at han bad mig om en havekonsultation.
Fra den gamle del af haven mod syd, med enkelte høje træer, flader det jyske landskab sig ud i horisonten i gentagne vandrette linjer,
 og hovedbygningen, som er det eneste bevaringsværdige tilbage af hele bygningskomplekset, står solidt placeret på en flad sandbund med udsigt over Nissum Fjord. Vi er tæt på Vesterhavet, så her er der ikke meget der rejser sig.
 
Der er både lyst og evner til at arbejde med belægninger, så som den nye flotte pigstensbort i gården langs facaderne, lagt af herren i huset.

 Den buttede døråbning med ny istandsat revledør til en tidligere hestestald, er nu inddraget som en del af beboelsen
 Tidsmæssigt, har vi lige passeret barokkens afslutning, og her kan vi vel kun 
karakterisere arkitekturen som rustik rokoko, oversat til vestjysk gårdbyggeri i hårdtbrændte munkesten.
 Længebygningen med de to små sidefløje kunne have gavn af en skarp beplantning  den kan forholde sig til og som understreger arealerne omkring og definerer de funktioner der skal komme med tiden
Havesiden består af enkelte solitære træer og trægrupper, hvoraf nogle skal fældes. Her kunne der også godt trænge til lidt mere haveeventyr!


Men selvfølgelig skal man passe på ikke at lade den ny have overstråle byggeriet, der i al sin enkelhed og karske fremtoning, har stået her siden 1700 tallet.
Det er nok mere end hvad de fleste haver gør, og her på stedet var der da stort set heller ingen nævneværdige havespor fra det oprindelige anlæg,
 Så her kan der tænkes nyt, i overensstemmelse med stedets ånd og med respekt for stilen og det unge par, der jo skal virkeliggøre et eventuelt nyt haveprojekt. En have der også skal stemme overens med familien og det liv den lever.
Mange af landets mere end 700 herregårdshaver kunne fint behøve både tilsyn, råd og vejledninger. men jeg har meget stor forståelse for at de gamle haveanlæg kan være byrder og årsag til både dårlig samvittighed og bekymringer.
 
Vi er gået i tænkeboks, før der tages beslutninger om hvad der skal ske, - og om der skal ske noget.

ps: beklager de små billeder og at der ikke er holdt kant og det hele ser ud som om det er smidt ind med en skovl! - Det er det også! Min pc kræver arbejdshandsker og roegreb efterhånden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar